Behersket hyldest til Helgebakken
Mostafa i kiosken siger: “Gu-morn”
Klokken, den er næsten henved kvart i to
Nu er nattens hampedampe endelig lettet
Fra det kvarter, hvor ingen selv har valgt at bo
Vi så aldrig rigtigtsolen stå op
Og vi så aldrig rigtigt solen gå ned
For vi var børnene på bænken
Der sniffede lim og fyrede fed
I Helgebakken - vort barndomshjem
Vi spillede fodbold på en plæne af beton
Vi byggede huler i en rusten skraldespand
Og fra de bøvsende bumser på bænken
Stjal vi penge nok til vores tjald
Min mor hun stønnede ofte støjende om natten
Selv om hun var en almindelig, enlig mor
Og mærkeligt nok - stønnelydene var de største
Når det lige havde været den første
I Helgebakken - vort barndomshjem
Vi begik alle indbrud hos hinanden
Vi stak med kniv, og sagde grimme ord
Og vi solgte vores spinkle drengekroppe
For slimet slik, der blev spist af mor
Når jeg bliver stor, så flytter jeg langt væk
Færdig med Helgebakken - “Røv og Skuespil”
For du kan flygte lige så tosset som du vil
Du hører alligevel fandeme altid til
